Vores Dronning fejret i Shanghai

Hendes Majestæt Dronning Margrethe blev på sin fødselsdag lørdag d. 16. april fejret et helt nyt sted på kloden.

På Yiheyuan Plejecenter i Shanghai havde sygeplejefaglig leder, Ulla Lindegaard Hjorth, forberedt et rigtig dansk fødselsdagsbord.

- Jeg kom til at tænke på, at her var en mulighed for at markere en dansk tradition - i hvert fald en dansk plejehjems tradition! Og at det blev et stort tilløbsstykke, var dejligt at opleve, fortæller Ulla Lindegaard Hjorth.

Plejehjemmets dessertkok bagte lækre sukkerbrødsbunde (noget højere end en traditionel lagkagebund), der blev bestilt piskefløde og skaffet jordbær, mens Ulla selv stod for at koge rigtig vaniljecreme.

Lagkagen blev serverede kl. 14 i klubhusets café for beboerne fra seniorboligerne, og klokken 14.30 på plejehjemmet. Her havde personalet fra plejehjemmet samlet næsten alle til dansk kaffebord. Det var en glædelig eftermiddag om et dansk samlingspunkt.

Stemning fra caféen lørdag eftermiddag.

Stemning fra plejehjemmet, hvor beboerne også nød den danske kage.