Ministerbesøg på hovedkontoret

Mandag morgen d. 1. februar 2016 rullede en ministerbil ind på parkeringspladsen ved Danske Diakonhjems Hovedkontor i Vejle.  Ud af bilen steg Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen, fulgt af sin ministersekretær. De ankom på sekundet for det aftalte møde med Danske Diakonhjems direktør, Emil Tang. 

Erfaringer fra Kina til gavn for andre

Ministeren spurgte med særlig interesse ind til Danske Diakonhjems projekt i Shanghai – det første dansk drevne plejehjem i Kina. Hvad var baggrunden og historien bag realiseringen og hvilke erfaringer – gode såvel som mindre gode – har Danske Diakonhjem gjort sig undervejs i forløbet? Det var Ministerens interesse, at undersøge hvordan andre aktører kan hjælpes på vej og måske støttes på nye måder af såvel Folketing som Ministerier. Troels Lund Poulsen og Emil Tang aftalte derfor, at Danske Diakonhjem udarbejder en rapport med vores læring, der stilles til rådighed for Ministeren.

Kommunernes øgede interesse

Et andet tema for mødet med Ministeren var selveje. Her kunne Emil Tang berette om, hvordan Danske Diakonhjem lige nu oplever en særlig stor medvind og interesse i samarbejdet med kommunerne. I dag henvender flere kommuner sig af sig selv med ønsket om at indgå nye aftaler om driftsoverenskomst – og det skal man hele 17-18 år tilbage for at finde lignende eksempler på. Emil Tang vurderer, at én forklaring kan være, at mange kommuner har brændt fingrene på udlicitering til private firmaer. I den sammenligning kan Danske Diakonhjem som selvejende og non-profit organisation være et godt alternativ.

Nye projekter i udkanten af Danmark er udfordrede

Denne februar morgen, hvor mødet skulle afholdes, var der netop i Radioavisen et indslag, der handlede om Udkantsdanmark. Det var en positiv historie om de mange kvalificerede lokale ansøgere, der havde budt ind på opslåede stillinger til de udflyttede statslige arbejdspladser. – Og styrket vækst i Udkantsdanmark er netop et område med særlig bevågenhed for Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen!  Det var derfor vigtig for Emil Tang at gøre Ministeren opmærksom på de store udfordringer som nye initiativgrupper i yderområderne oplever, når de ønsker at etablere et friplejehjem. Det kan være næsten umuligt at finde finansieringen, idet man har besluttet at sænke statsgarantien på lån i byggeriet fra 100 % til 75 %. I yderområderne er der ikke nogen kreditforeninger, der ønsker at stå med risikoen på de sidste 25 %. – Og dét spænder ben for opkomsten af nye initiativer og projekter netop her.

Med til Kina til efteråret?

Efter den gode dialog, viste Ministeren interesse for at besøge Yiheyuan Plejecenter, plejehjemmet der drives af Danske Diakonhjem i Shanghai. Han tog derfor fra mødet med overvejelser om at planlægge en rejse til Kina i efteråret 2016 samt en aftale om at drøfte disse planer videre med Danske Diakonhjem.

 

 

Af: Line Munkøe, udviklingskonsulent.

Emil Tang fortæller Troels Lund Poulsen om Danske Diakonhjem som organisation.