Klovn fremkalder smil, der smitter

Besøg af duoen ”Klovn og Klaver” på Højris Have skaber glæde og tænder smil, der smitter hos plejehjemmets beboere, der alle er ramt af forskellige demenssygdomme.

”Øjeblikket”
I dette øjeblik er jeg her for dig
parat, sansende, ydmyg og åben
måske har du glemt det
hvordan det føles
at blive set og være elsket
jeg ser dig
ikke som du var
eller den du bliver
jeg ser dig som den du er
lige her
lige nu
er du tilstede
du ser mig og jeg ser dig
vi har et øjeblik her i øjeblikket.

Digt af: Karin Kjeldgaard Simonsen

Dette digt fik jeg tilsendt forud for besøget af hospitalsklovnen Karin og klaverspilleren Lone, ”Klovn og Klaver”. De skriver: ”Digtet her er indbegrebet af det vi vil – nemlig bare det at være! Sammen. At være nærværende – at skabe en samhørighed – og måske endda en tryghed som efterlader ro i sjælen.”

Målet med dette besøg skulle være at skabe rum for glade øjeblikke, genkendelighed, nysgerrighed, tryghed, at gribe øjeblikket og bare sanse. Dette mål blev helt klart indfriet ved de tre besøg, som vi indtil videre har haft. Mens Lone spiller og synger på sit transportable klaver skaber hospitalsklovnen ”Fiola” (Lone) kontakt til beboerne, dette skaber en følelse af nærvær og samhørighed. Sangene bliver udvalgt ud fra hver beboers favoritnumre. Besøgene foregår enten i en beboers lejlighed eller i beboernes fælles dagligstue.

Klovnen har med sit forunderlige væsen en evne til at skabe nærvær og omsorg, at give mulighed for at nærme sig og måske også trække sig. Musikken og sangen vækker genkendelighed og gode minder. Et uforpligtende møde, hvor der ikke stilles krav, men man er sammen i øjeblikket. Her tændes der smil – et smil der smitter.

Se også artikel i Ikast Avis her. 

Af: Karen Margrethe Holm Madsen, Forstander på Højris Have.