Elever sætter innovation på tapetet

Kan kreativitet og innovation være en del af hverdagen på Plejecenteret Birketoft i løbet af kun fire dage?

Spørgsmålet blev udfordret af 10 elever fra Social- og sundhedsskolen i Holstebro, som i april 2016 besøgte Plejecentret Birketoft i Aulum for at få et indblik i, hvordan deres nyeste viden fra faget Kreativitet og innovation kunne bruges i praksis.

Eleverne arbejdede i to grupper og ville dels koncentrere sig om kreativitet og sanselighed, samt om Nudging. På plejecenteret fik eleverne indblik i den konkrete praksis, de kunne arbejde med gennem samtale med afdelingssygeplejersken og en rundvisning på plejecentret.

Sanselige redskaber

Den første gruppe elever ville gerne undersøge, hvordan Kreativitet og sanselighed kunne blive en del af hverdagsaktiviteterne for plejehjemsbeboerne. De kiggede derfor på centrets fysiske rammer, beboers ressourcer og døgnrytme, samt personalets muligheder. Eleverne bearbejdede mulighederne og kom frem til at leg og sanselighed kunne tilføres beboernes hverdag gennem nogle farverige og simple midler. Elever producerede lege- og sanselige redskaber, for eksempel forskellige farvestrålende rasleæg, som både var forskellige i vægt, lyd, farve og overflade. Desuden havde de opfundet en leg, hvor der kan kastes ris-poser mod et farvestrålende tæppe på gulvet med forskellige felter. De havde samlet en hel kasse fyldt med remedier til forskellige lege og aktiviteter: balloner, pusterør og sanselige pinde, som kan bruges som bat. Alt sammen noget, der kan stå klar og kan blive fundet frem, når beboerne har lyst. Desuden fremhævede eleverne ideerne om at bruge malebøger, tusser og maling til beboere, som kan nyde glæde af det.

At ændre adfærd

Gruppen af elever, der fokuserede på Nudging arbejdede med enkelte beboeres adfærd. Nudging er en innovativ tankegang, der sigter mod at skabe rammer, der kan optimere sandsynligheden for at ændre uhensigtsmæssig adfærd. De præsenterede forskellige løsninger, der kan prøves af. De foreslog, at der afprøves lys, der tænder med sensor for at lede en beboer mod toilettet om natten. Eleverne havde lavet en model, der viste, hvordan sensorstyret lys under sengen kunne sende lys hen mod toiletdøren.

De foreslog også, at der kunne installeres intelligente stikkontakter, der programmeres til at tænde forskellige steder alt efter tidspunktet på døgnet, så lyset om natten for eksempel altid tænder på badeværelset. Wallstickers kan desuden lede beboeren i den rigtige retning via tekst eller symboler.

For beboere, som er dørsøgende, foreslog de at bruge reminiscensbilleder til at fange beboernes opmærksomhed, så de kan ledes i en anden retning.

En skøn oplevelse for alle

Engagementet og kreativiteten strålede ud af eleverne, og det havde en smittende effekt på personalet, som tog rigtig godt i mod de nye ideer, da de blev præsenteret på et ugemøde. Samarbejdet gav både lidt ny teori, samt konkrete og relevante redskaber og ideer. Det var en skøn oplevelse at sætte fokus på noget så positivt som kreativitet, leg og innovation.

 

Af: Berrit Lauridsen, afdelingssygeplejerske, Plejecentret Birketoft.